Psykologi 4: Socialisering i skolen - fokus på køn

Hvert afsnit er delt op i to: En beskrivelse af psykologiske begreber, taget fra dagens undervisning, og en refleksion på bagrund af denne viden.

Begreberne er omskrevet så lidt så muligt for at bibeholde forfatterens originale formuleringer og ideer. Derved kan jeg bedre anvende begreberne i praksis og i fremtidige artikler. Logbøgerne er mine personlige noter, og er delt her pga. deltagelseskravet.

Refleksionerne er mine egne og forsøger at øge min refleksive distance til egen lærerpraksis og generelle professionelle virke.

Psykologiske begreber fra undervisningen

  1. Rosenthaleffekten/Pygmalioneffekten:  er en selvopfyldende profeti. Pygmalioneffekten eller Rosenthaleffekten henviser til det psykologiske fænomen, at jo større tro på og forventninger man tillægger personer, ofte børn og studerende, desto bedre fungerer de. Rosenthal-effekten er evident. Navnene på fænomenet stammer fra den græske sagnfigur Pygmalion, der kunne gøre sine skulpturer levende ved tankens kraft. Derudover har psykologen Robert Rosenthal gennemført en række psykologiske eksperimenter i 1960’erne som bekræftede, at man kan påvirke både dyrs og andre menneskers præstationer gennem forventningerne til dem. Pygmalioneffekten er en selv-forstærkende effekt i både negativt og positivt. Personer med negative forventninger forstærker deres negative tendenser mens positive mennesker har succes med deres forventninger pegende i den rigtige retning. Indenfor det sociale område sammenkædes effekten ofte i forbindelse med uddannelse og social position.
  2. Kategorier (Iben Jensen): ”Kategorier er ikke noget, man bare er eller tilhører, men noget, man bliver ved at udføre bestemte handlinger” (Kategorier skaber positioneringer, 2009, s119) ”Det er gennem de praksisser, vi udfører, at vi skaber os selv som kønnede væsner” (Judith Butler, 1990). Evalueringen af de udførte kategorier foregår gennem den diskurs der omkredser kategorien i den lokale kultur.
  3. Socialisering: Den proces, der former et individ til at kunne fungere i en social sammenhæng – der er både tale om bevidste og ubevidste påvirkninger fra sociale relationer barnet indgår i. Uden en socialiseringsproces vil vi ikke kunne begå os i en social sammenhæng. Socialisering og de normer, værdier og regler, der indgår er bestemt af den kultur vi vokser op i (etniske, religiøse og klassebestemte sociale kontekster). Socialisering er al den påvirkning et barn er udsat for, summen af påvirkninger, der både kan være bevidste og ikke bevidste, med intention eller uden, direkte eller indirekte. Opdragelse er en betegnelse for det arbejde vi gør, når vi former børn i forhold til samfundets normer. Socialisering er opdragelse, men dækker også over noget bredere. Det starter når barnet er helt lille og fortsætter hele opvæksten. Socialisering er, udover opdragelse, den påvirkning et individ udsættes for når det indgår i nye sociale sammenhænge og skal tilpasse sig disse – fx skoleklassen (bevidst og ubevidst påvirkning) og er en overtagelse af en gruppes normer og værdier
  4. Klassisk Socialiseringstænkning:
    • Primær socialisering: første og mest gennemgribende. Opdragelse og påvirkning, som former personligheden (hjemmet).
    • Sekundær socialisering: senere påvirkningsprocesser, som bygger på den primære, og som har til formål at styre individet ind i nye roller og funktioner (børnehave, skole, SFO).
    • Tertiær socialisering: senere påvirkninger i voksenalderen, fx i erhvervsrollen. Kan foregå formelt og uformelt.
    • Formelle socialisatorer: personer eller institutioner som af samfundet er tildelt et formelt mandat for opdragelse (forældre, børnehaver og skoler)
    • Uformelle socialisatorer: personer eller institutioner som i realiteten fungerer som opdragere uden at de er ”tildelt” titlen eller har formelt mandat (fx grupper af jævnaldrende, massemedier, reklamer m.m.)
    • Kritik: Den primære socialisering er rykket ud af hjemmene. Der sker en dobbeltsocialisering.
  5. Gruppesocialisationsteori Judith Harris’ forståelse af børns personlighedsudvikling (”The Nurture Assumption”  1998):
    • Familiens indflydelse eksisterer ikke i forhold til socialisering, hvorimod kammeratskabsgruppen ses som afgørende. Daginstitutionen er den centrale udviklingsarena. Teorien udspringer af en kritik af udviklingspsykologien som et opgør med antagelsen om, at det er forældrene der har den største betydning for børns personlighedsudvikling.
    • ”Gruppesocialisationsteoriens hovedtese er, at det er børns jævnaldrende venner, der har betydning for deres personlighedsudvikling. Det er i gruppen af jævnaldrende, at socialiseringen finder sted – og hos Harris vil det også sige personlighedsudviklingen.” (Silberschmidt Viala ,artikel i BUPL: ”Hvorfor børn udvikler sig som de gør”) ”Mennesket er et socialt væsen som er orienteret mod gruppen. Gruppeadfærd og gruppedynamikker bliver derfor centrale forhold at få belyst for gruppesocialiseringsteorien”.
    • Gruppeadfærden kædes sammen med individets medfødte evne til at kategorisere (som starter i 3 måneders alderen). For bedre at kunne overskue verden deler vi mennesker og ting ind i grupper. Dette bruges til at indfange, hvordan individet karakteriserer sig selv (selv-kategorisering). Individet vælger at identificere sig med en eller flere forskellige grupper (at være kvinde, studerende, bilist osv.).
    • Mennesket kategoriserer sig med dem de ligner mest. Børn identificerer sig altså med jævnaldrende og målet bliver at passe ind i gruppen med jævnaldrende. ”A Child’s goal is to be a successful child” ( Harris 1998, s.98). Børns mål er således at blive accepteret af de andre børn. Hvis prisen er, at de skal give afkald på normer og værdier hjemmefra, gør de det! Det er vennerne børnene gerne vil identificere sig med –ikke forældrene, som ”opdragelsesantagelsen” hævder.
  6. Det normale og det afvigende (Jerome Bruner):
    • Situationsrigtig opførsel: ”Når folk går ind på posthuset opfører de sig, som man gør på et posthus” (Bruner 2004; 56).
    • Det normale: Når folk gør noget, der er normalt, spørger vi ikke hvorfor, og vi har ikke brug for en fortælling til at forklare deres handlinger. “Fordi den er normal, opleves den som kanonisk og dermed som selvforklarende.” (Bruner 1999/1990:56)
    • Det afvigende: Derimod fortæller vi historier, når vi skal forklare adfærd, der umiddelbart ikke er forståelig.
    • Etablering af normer, er en proces hvor mennesker og deres handlinger bedømmes, og hvor der reageres på det der afviger fra normerne = en social kontrolproces. Samfundets formelle og uformelle normer ændrer sig, vores opfattelse af normalitet ændres tilsvarende.

Socialiseringstrekanten

Picture6.png

Hvad har du i særlig grad hæftet dig ved i forbindelse med dagens undervisning?

Det jeg særligt har hæftet mig ved i dagens undervisning er hvordan eleverne bliver udfordret på de tvetydige værdier der er til stede i klasseværelset, kaldet dobbeltsocialisering: ”Eleverne skal sprudle og være med i undervisningen (aktive), men de skal samtidig være stille og sidde pænt.”

Det andet spørgsmål der vakte min interesse er om børn er under pres: ”Børn skal blive voksne så hurtigt som muligt. Opdrager vi for meget?”

Til sidst vil jeg forholde mig kritisk til Judith Harris’ forståelse af børns personlighedsudvikling (The Nurture Assumption, 1998), Gruppesocialisationsteorien, da jeg mener at familien er en gruppe, og i særdeleshed stadig den største indvirkning på barnets personlighed og socialisering.

Hvorfor er disse begreber/opmærksomheder/spørgsmål vigtige?

Disse spørgsmål er vigtige fordi det kan virke forvirrende på børnene hvordan de skal agere og udvikle sig som menneske hvis de konstant bliver mødt med forskellige forventninger. Dette hænger meget sammen med det andet spørgsmål: om vi opdrager for meget. Jeg tror børnene har brug for at lege og lære derigennem, og samtidigt lærer hvordan man tager hensyn til andre mennesker.

Det er vigtigt at forholde sig kritisk til alle modeller af verden, men specielt gruppesocialisationsteorien (Judith Harris) har jeg en stærk overbevisning om er direkte forkert. Jeg er enig med at forældrene kan godt give deres børn noget med i ”bagagen” som kan være afgørende i forhold til hvilken gruppe børnene vælger at identificere sig med, og hvilken rolle de får tildelt eller vælger i gruppen. Jeg mener dog ikke at ”bagage” er et godt begreb at bruge, da den identifikation børnene har i forhold familien ikke er noget de kan tage af og på som en rygsæk. Piaget argumenterer for at alle oplevelser lagres i skemaer og vi forsøger hele tiden at bekræfte vores verdensbillede. Derudover er der en genetisk forbindelse med det man ”kommer fra” altså sine forfædre. Det er derfor jeg er direkte uenig i at forældrene ”ikke har en socialiserende funktion, men har ansvaret for, at børnene føler sig trygge så de får en god hverdag.”. Børnene er sammen med familien hver dag, før og efter skole, tager på ferier sammen og hver dag bliver evalueret sammen med forældrene som giver børnene en refleksion farvet med værdierne i familien.

Mit største problem med gruppesocialisationsteorien er dens bipolare syn på socialisering og sit totalitære syn på effekten af grupper. Man er summen af dem man omgiver sig af, så jeg negligerer ikke effekten af sine nære omgivelser – altså dem men aktivt identificerer sig med. Blot fordi du begår dig i en institution (som i det meste af verden er en tvungen instans), betyder det ikke at du ”bliver” til den institution.

Hvad inspirerer det dig til at gøre – som studerende og som kommende lærer?

Som kommende lærer inspirerer det mig til at lytte til elevernes behov, også de implicitte, og derved blive opmærksom på børnenes udviklingsniveau. Jeg vil overveje en ekstra gang, hver gang jeg sætter begrænsninger og regler op, og kunne begrunde det overfor mig selv og eleverne.

Nogle gange kan jeg tage mig selv i at sige stop til noget børnene gør rent instinktivt, og efterfølgende blive i tvivl om hvorfor de ikke måtte gøre det. I gymnastiksalen har andre lærere lavet en regel om at børnene ikke måtte sidde på gymnastikredskaberne. Dette kunne jeg ikke se logikken i, og sagde til eleverne at så længe de tager smarte beslutninger, må de gøre det. På et tidspunkt sad der så mange elever på kanten af en skumpude at den faldt sammen, og da blev eleverne selv opmærksomme på hvorfor reglen findes, og kan selv tage et bevidst ”smart” valg næste gang. Logikken bliver erfaret frem for påbudt, og eleverne kan selv være med til at definerer deres klassekultur i samarbejde med læreren, og tager derfor mere ansvar.

Emil Alexander Holm Thorsen